Kunstugen 2026
The Laundry Room
The Laundry Room blev inspireret af et gammelt ordsprog: "man hænger ikke sit beskidte vasketøj offentligt til tørre." Dette ordsprog indkapsler kernen i den skam, mange oplever — især i forbindelse med seksuelt misbrug, som sjældent bliver talt om. Med denne udstilling ønsker vi at bryde denne tavshed. Vi vil ikke længere lade skam præge vores liv eller bære den for andres skyld. Gennem kunsten vil vi udforske, hvordan det at "hænger vasketøjet til tørre" kan fjerne skammen og give plads til at vise de senfølger, vi bærer med os. Udstillingen inviterer til en dybere forståelse af, hvordan vi kan konfrontere og bearbejde vores traumer, og hvordan kunst kan fungere som et redskab til heling og åben dialog.
Det var en helt fantastisk uge, som gik alt for hurtigt. Vi arbejdede på vores værker rundt omkring i byen, nød solen og den charmerende atmosfære og mødte en masse skønne mennesker.
Den første udstilling, Transformations, måtte flyttes til søndag og præsenteres digitalt, da værkerne desværre lå i en kuffert, der ikke nåede frem. Fredag viste vi fotoværkerne fra Meti, vi samarbejdede med den italienske NGO Meti, som delte deres kunstneriske arbejde med fokus på senfølger.
Søndag var den store udstillingsdag. Dagen begyndte med to præsentationer i forsamlingshusets auditorium. Først præsenterede en dansk kunstner sine værker, og derefter fortalte grundlæggeren af Meti sin personlige historie. Der var flot fremmøde i salen, og efter behov blev der oversat mellem dansk og italiensk, så alle kunne følge med.
Efter en dejlig frokost åbnede vores udstilling i Galleria Derive. Gæsterne gik på opdagelse blandt værkerne, og på plænen ved siden af blev der læst digte højt. Senere samledes vi til fællesspisning med byens beboere.
Dagen sluttede med et afbrændingsritual, hvor hele byen var inviteret til at deltage. Vi skrev små sedler, som blev lagt i en urne og efterfølgende brændt. Det var et smukt og højtideligt øjeblik, hvor der var plads til både eftertanke og fællesskab. Men aftenen sluttede ikke dér! Spontant opstod der en fællesdans omkring urnen, fyldt med latter, glæde og liv. En skøn og uventet afslutning på en lang og begivenhedsrig dag.
Dagen efter satte vi kurs mod stranden, hvor vi endelig kunne sænke tempoet, nyde solen, tage en dukkert og slappe af. En tiltrængt pause efter en uge fuld af kunst, møder, fællesskab og uforglemmelige oplevelser.