Kunstungen 2027
Vi er i fuld gang med at planlægge kunstugen 2027 og kan allerede her løfte sløret for nogle af de ting man vil kunne opleve.
THE UNSEEN
Different voices. Shared wounds.
Kunstuge 2027 · Cosio d’Arroscia, Italien
Der findes sår, som ingen kan se. Sår, der ikke efterlader synlige ar på kroppen, men som kan følge et menneske gennem hele livet. De gemmer sig i vores relationer, i vores måde at elske på, i vores tillid til andre, i vores forhold til kroppen og i den måde, vi ser os selv på. De er usynlige for omverdenen, men kan være til stede hver eneste dag. THE UNSEEN handler om det, der ikke bliver set. Om de senfølger, som mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, lever med. Om tavsheden, skammen, ensomheden, vreden og frygten. Men også om styrken, overlevelsen og modet til at finde sin egen stemme.
I de foregående år har vores kunstuger været et rum for kvinder. I 2027 åbner vi også dørene for mænd.
Ikke fordi vores smerte er forskellig. Ikke fordi vores historier skal deles op efter køn. Men fordi vi ønsker at skabe et rum, hvor vi sammen kan udforske det, der forbinder os.
Smerten har ikke noget køn. Skammen har ikke noget køn. Og de senfølger, vi bærer med os ind i voksenlivet, kender ikke forskel på mænd og kvinder.
Vi har måske lært at tie på forskellige måder. Vi har måske mødt forskellige forventninger fra omverdenen. Men bag tavsheden findes følelser, erfaringer og sår, som vi kan genkende hos hinanden. Hvordan lever vi med det, der skete med os som børn? Hvordan påvirker det vores evne til at stole på andre, til at elske, til at mærke vores egen krop og til at føle os værdifulde?
Hvordan påvirker det vores forhold til os selv og til de mennesker, vi holder af? Og hvad sker der, når vi møder et andet menneske, som forstår noget af det, vi aldrig har kunnet forklare?
Vi skal ikke sammenligne smerte.
Vi skal lære at se den.
Gennem kunsten skaber vi et rum, hvor det usynlige kan få form. Hvor det, der ikke kan udtrykkes med ord, kan blive til farver, billeder, skulpturer, tekster, musik eller stilhed. Vi mødes ikke for at blive defineret af det, vi har været udsat for, men for at give plads til de mennesker, vi er blevet, og dem, vi stadig er ved at finde.
I en lille landsby i de liguriske bjerge mødes mennesker, som bærer på erfaringer, ingen børn nogensinde burde have. Her skal ingen forklare eller forsvare deres senfølger. Ingen skal bevise deres smerte. Ingen skal fortælle mere, end de ønsker. Her behøver vi ikke være stærke hele tiden. Vi skaber sammen, lytter til hinanden og giver plads til det, der alt for længe har været skjult. For måske ligger noget af det stærkeste i mødet mellem os netop i erkendelsen af, at vi ikke er alene. At det, vi troede kun fandtes i os selv, også findes i andre. At vi kan forstå hinanden uden nødvendigvis at skulle forklare alt.
Vi afslutter med en fernisering
Når ugen afsluttes, åbner vi vores kunstudstilling for omverdenen. Det, der før var usynligt, får lov til at blive set. Ikke for at vække medlidenhed, men for at skabe forståelse. Ikke for at vise, hvor ødelagte vi er, men for at vise, hvor meget vi bærer på, og hvor meget liv der stadig findes i os.
Vi har talt om, hvad der skete med os som børn. Nu vil vi også vise, hvad der sker med de voksne, vi blev.
Vi er ikke kun vores fortid.
Vi er ikke kun vores senfølger.
Vi er ikke kun overlevere.
Vi er mennesker med drømme, kærlighed, kreativitet, sårbarhed og styrke.
Ikke som ofre.
Ikke som mænd eller kvinder.
Men som mennesker.
Og denne gang står vi sammen og lader verden se det, den alt for længe ikke har set.
THE UNSEEN
Because what you cannot see is still there.
Fordi det, du ikke kan se, stadig findes.