Mød kvinderne bag Nytdaggry

Bag Nytdaggry står Tine og Ornella. De brænder for at gøre en forskel, inspirere andre og dele deres passion for Italien.

De er begge overlevere efter seksuelle overgreb i barndommen og har en fælles tro på menneskets styrke, kreativitet og evne til at skabe et godt liv – også når man lever med traumer og senfølger.

Med Nytdaggry ønsker de at skabe et trygt fællesskab, hvor man kan møde ligesindede, dele erfaringer og opbygge nye relationer med mennesker, der forstår én. De ved, hvor meget det betyder at blive mødt med forståelse og genkendelse.

Med Kunstugen ønsker de at åbne et trygt og anonymt rum, hvor kreativiteten kan blive en vej til kommunikation, fællesskab og nye udtryksformer. Her er der plads til at være sig selv og møde andre, som kender til livet med senfølger – uden nødvendigvis at skulle sætte ord på det hele.

Ornella er Senior Operations Specialist, foredragsholder, arrangør af Queer Pasta og stifter af refugiet Nuova Alba. Derudover er hun medarrangør af Nytdaggry, hvor hun bringer sit engagement, sin kreativitet og sin passion for fællesskaber i spil.

Tine er Senior UX-konsulent, foredragsholder og facilitator af Kvindetræf hos Kvisten. Som medarrangør af Nytdaggry bidrager hun med sin erfaring, sit nærvær og sit engagement i at skabe trygge rum, hvor mennesker kan mødes og finde styrke i fællesskabet.

To hjem – én fælles passion

Tine og Ornella har begge København og den italienske bjerglandsby Cosio som hjem. De deler kærligheden til Italien, fællesskabet og troen på, at nye begyndelser altid er mulige.

Men kun én af dem er ægte italiener.